Merry har det ikke for godt... Han kan ikke mærke sin højre arm og Pippin kan tydeligt se hvordan hans bedste ven lider da han møder Merry på gaderne i Gondor... Eómer har endelig fået sine soldater helt ind til Gondor hvor Merry fulgte med men han havde gået lidt i sine egne tanker og faret vild. Lille Pippin kan se hvordan stakkels gamle Merry lider (Pip kalder selv Merry for gammel hvilket undrer mig lidt men sådan er det jo) og støtter ham op mod helbredelshusene,, men Merry falder mere og mere ned i noget som minder om et drømmescenarie og da Pippin møder Bergil spørger han drengen om han ikke vil sende bud efter Gandalf. Gandalf kommer til undsætning og ligger Merry ind til de andre sårede i helbredelseshusene...
Men Gondors helbredere har det svært for både Faramir, Eòwyn og lille Merry lider af en frygtelig ukendt sygdom hvor de vil synke ned i en ond drøm, blive kolde også dø... Det ser sort ud for vores tre helte indtil Gandalf overhører en ældre dames beretninger om gamle savn om at "Lægekunsten ligger i kongens hånd".
Gandalf går ud og får Aragorn helt ind i Gondor. Han havde ellers planlagt at blive udenfor byen indtil at alt var blevet mere roligt men nu forstår han alvoren og kommer ind for at hjælpe de tre syge patienter...
Han sender bud efter urten kongeurt som desværre er lettere svær at finde, mens han tjekker Faramirs og de to andres sår... Han opdager at alle tre ikke blot lider fysisk af den ukendte sygdom men også kæmper imod en indre undertrykkelse og tab...
Faramir har mistet sin faders troskab og føler sig dermed ikke værdig nok... Han kæmper imod en ubærlig trang til ikke at vænne tilbage for blot at konstatere at hans fader hader ham mere end nogensinde...
Eówyn har sunket mere ind i sig selv fordi hun har under Slangetunges forbandelse af kong Théoden prøvede at hjælpe kongen men så ham synke mere og mere væk fra hende og ind i sig selv hvilket gjorde at hun kom til at gøre det samme og følte sig mere og mere som en fanget fugl i bur som hverken har håb eller tro på nogensinde at kunne komme fri...
Merry så hans konge dø... Han så Théoden blive spiddet på slagmarken og i den korte tid han havde kendt kongen havde han knyttet sig ufattelig stærkt til ham... Han havde været der for den lille hobbit når alt andet håb svigtede og han følte sig lille og ubetydningsfuld ... Især hans sidste ord om at nu fik de to nok aldrig hygget omkring i kongens forgyldte slot og Merry kunne fortælle om den ædle rygekunst har taget hårdt på hobbitten ...
Aragorn får fat i urten og får liv i alle tre skikkelser. Faramir og Merry reagere med det samme hvor at Eówyn først rigtigt reagere og kommer til sig selv ved lyden af sin broder Eómers blide stemme..
Merrys første kommentar da han vågner er hvad klokken er og om man kan få noget at spise .... HAHAAHAHAHAHA - hobbit 'till the end må man sige... tænker med maven før alt andet! Han vil dog aldrig ryge mere siger han for det vil minde ham om Théodens sidste ord og det vil gøre for ondt. Men der får Gandalf overtalt ham fordi det er bedre at stå ansigt til ansigt med ens sorg med det samme i stedet for at skubbe det væk...
Pippin er forfærdelig glad for at se hans ven på benene igen ... I det hele tiden er det her et rigtigt godt kapitel ved hensyn til at se hvor stærkt Pippins bånd egentlig er til Merry - han elsker virkelig sin bedste ven ... Så hvis man tvivlede før fik man det bekræftet her.... Awwwwww - du kan ikke andet end elske de hobbitter
- Det er en mærkværdig slægt. De må være gjort af meget sejt stof .... You don't say hahahaha
Godt kapitel hvor vi får håbet tilbage med hensyn til Faramir, Eówyn og Merry... vi hører om Théodens begravelse og om Eómer der ankommer til Gondor... Og som centrum i dette kapitel helt klart om det vidunderlige venskab imellem Peregrin Took og lille Mester Meriadoc <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar